Musikanterne
"Må vi have lov at præsentere: "MUSIKANTERNE"!!! Et band som man ikke skulle tro muligt. Fire venner som har trodset livets hårde odds. For dem var musikken en sidste udvej - et fjernt, spinkelt håb, en uendelig lille chance – som de greb. De har danset, spillet og sunget sig ud af dødens favntag, og det ved mere end én lejlighed.
Og nu står de så her: Som det vildest rockende, svedigst swingende, grundigst gyngende rockband man længe har hørt her langt ude i skoven. Men hvem er de, disse fire som for tiden lægger skoven ned med deres medrivende musik og pågående optræden? Lad os uden videre omsvøb præsentere bandmedlemmerne enkeltvis:
Og vi starter nede bagved, med den der sparkede det hele i gang. Det var hende der fik ideen, og stædigt holdt fast ved den når modgangen var værst. Her sidder nemlig en der virkelig ved noget om at holde rytmen. Bandets trommeslager: ÆSEL!!!! (giv en hånd til Æsel)
Og herovre har vi – med snuden lige i sporet, - førhen berygtet for sin brutale fremfærd, nu beundret for sine brutale basgange. Den mest funky fætter langt ude i skoven. På bas: HUND!!!!! (giv ham en hånd)
OG: På den anden side af scenen har vi, med sikker sans for cremet lyd og lækre detaljer. En som spænder fra det blidt spindende til det vildt hvæsende. Bandets guitarist: KAT!!!!!!! (en stor rund applaus til Kat)
OOOG sidst men ikke mindst: Fra en lang karriere som morgensanger i en hønsegård, til nu at stå på scenen sammen med sit eget band. Med en stemme der får taget til at lette. Bandets forsanger:
Kast den op for: HANE!!!!!!!"
"Musikanterne" bygger på det gamle tyske eventyr: "De Bremer Stadsmusikanter". I forestillingen blandes dette med vore dages rockstjernedrømme til en eksplosiv cocktail af lige dele forhåbning og drømme, håbløshed og modgang - en god forudsætning for ægte rock energi.
Troels Kirk Ejsing fortæller og spiller i tæt kontakt med publikum. Der spilles luftguitar, mundpercussion og udøves stadionrockoptræden, og langsomt bygges der op til et ordentligt rockbrag!
|